Tidens hovedbegreb er rationalisme, hvilket omhandler den fornuftstro og fornuftsdyrkelse, der opstår i 1700-tallet. Man begynder at sætte spørgsmålstegn ved jordens skabelse og opfattelsen af mennesket. Mennesket stilles i tvivl om hvad der sker mellem himmel og jord, og opsøger derfor en mere videnskabelig forklaring på tingene, end det guddommelige. Rationalismen gjorde Guds eksistens til et problem, hvor løsningen var deismen. Deismen var en opfattelse af at Gud har skabt verden, men griber derefter ikke ind i verdens gang.
Rationalisten, Ludvig Holberg, mener at mennesket er født med en gudgiven fornuft. Intet er sandt medmindre det er bevist. Guds eksistens søges ved hjælp af fornuften, og ikke med henvisning til Biblen. Ikke kun fornuften var den eneste kilde til menneskelig erkendelse, men også erfaring var vigtigt ifølge rationalisterne.
I oplysningstiden sker et opbrud. Et opbrud fra den religiøse tænkemåde og barokken, folket løsriver sig fra kirkens grundlæggende budskaber. Efter at København var blevet en storby af næsten europæisk størrelse - hvor en stor del af embedsmændene var udlændinge, og det var her at der første gang opstod et litterært publikum. Indtil da havde digtningen kun bevæget sig indenfor områderne kongemagten og kirken. Med et publikum kunne forfatteren dele sine tanker med offentligheden, hvilket gjorde det mere ”frit.” Digtningen i 1700-tallet var derfor i et spændingsfelt mellem autoriteterne(kongemagten og kirken) på den ene side og det borgerlige publikum på den anden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar